Et obligationslån er den simpleste form for realkreditlån. Ved optagelsen
af lånet udsteder realkreditinstituttet et antal obligationer, som så sælges
på børsen. Kursen på obligationen (det beløb, som køberne af obligationen
vil betale) afgør det beløb, som du får udbetalt. I det følgende har vi
opstillet et kort eksempel, der viser hvordan det hænger sammen:
Eksempel
Du har købt et nyt hus og beslutter dig for et 5 % obligationslån, hvor
kursen ligger på 80. Det betyder at for hvert 1.000 kr's obligation får
du 800 kr. udbetalt. Huset koster 1.000.000 kr. og heraf skal du så låne
80% som obligationslån (det maksimale du må låne som realkreditlån). Lånet
skal altså indbringe dig 800.000 kr. og det betyder at du skal udstede
1.000 obligationer á 1.000 kr.
Din obligationsgæld bliver således: 1.000.000 kr. (1.000 x 1.000) og det
er dette beløb, som skal betales tilbage, men kursværdien af restgælden
er kun 800.000 kr. Dette kurstab (200.000 kr.) kan ikke trækkes fra i skat
(til gengæld beskattes du ikke af evt. gevinst når lånet lægges om).
Derfor optages obligationslån oftest i obligationer, der ligger så tæt
som muligt på kurs 100. Obligationslån må ikke optages med en pålydende
rente under mindsterenten.
Kursens udsving
Kursen på obligationerne afhænger af renten. Et typisk realkreditlån løber
30 år. Og det betyder at kursen på de underliggende vil svinge både op
og ned i denne periode. Det betyder dog ikke noget for den månedlige ydelse,
som fastlægger ved optagelsen af lånet.
Du skal dog være opmærksom på at fra du søger lånet til det hjemtages kan
kursen svinge. Hvis kursen falder i den periode, betyder det, at du får
mindre for dine obligationer end forventet. Du skal så selv stille med
et større beløb i kontanter (evt. optage et større boliglån i banken).
Hvis kursen derimod stiger i perioden betyder det at du får mere udbetalt
end forventet og dette beløb kan du så bruge som du har lyst til - evt.
til at nedbringe boliglånet i banken. Hos realkreditinstituttet kan du
tegne en kurssikringsaftale, hvor du fastlåser kursen på dine obligationer.
Det er altid en god ide, særligt hvis der er lang tid til hjemtagelsen
af lånet.