MODERNE FAMILIEVILLA MED 5 SOVEVÆRELSER
Tavleager 3, 2670 Greve
Indbydende og opdateret villa, der emmer af plads, funktionalitet og trygge rammer for den store familie.
Med sine 184 m2 fordelt på 1½ plan får I her en gennemtænkt planløsning med hele 5 gode værelser, hvor både børn og voksne kan få egne zoner.
Boligen er løbende moderniseret med fokus på komfort og kvalitet. De fleste døre og vinduer er udskiftet i 2020, og taget er fra 2022, hvilket giver ro i maven mange år frem. I stueplan er der gulvvarme i både stue og badeværelse, hvilket sikrer en behagelig og lun atmosfære i de kolde måneder.
Husets naturlige samlingspunkt er opholdsområdet, hvor stue og spisestue ligger i forlængelse af hinanden og indbyder til både hverdagshygge og gæstebesøg. Herfra er der direkte udgang til en skøn træterrasse, hvor sommeren kan nydes i fulde drag.
Haven er dejlig og overskuelig – perfekt til både leg, afslapning og grillaftener.
Til ejendommen hører også en carport samt udhus (fra 2022), som giver gode opbevaringsmuligheder og praktisk hverdagskomfort.
Beliggenheden er ideel for familien med kort afstand til både skole, indkøb og hverdagens øvrige fornødenheder – alt sammen i et roligt og attraktivt kvarter.
Ejendommen:
Boligen byder i stueplan på entré med adgang til badeværelse, et praktisk køkken med spiseplads samt bryggers. Herudover rummelig stue og spisestue i åben forbindelse samt 2 gode værelser, der kan anvendes efter behov. På 1. salen er der repos, som fordeler sig til yderligere 3 værelser samt badeværelse.
Området:
Tavleager er beliggende i det populære Eriksminde-kvarter - et roligt og familievenligt område i Greve, hvor hverdagen glider nemt. Her er kort afstand til skøn badestrand, skoler, daginstitutioner og indkøb, og samtidig er der gode transportmuligheder for pendleren. Et område hvor tryghed, fællesskab og nærhed går hånd i hånd.