Indretning

For at et hjem skal fremstå mere rummeligt, er det altafgørende, at møblernes proportioner passer til rummenes størrelse, samt at der ikke er unødvendigt mange møbler, som får pladsen til at virke trang. Det er desuden vigtigt at minimere omfanget af pynteting og nips, der kan forstyrre øjet og give indtrykket af et overlæsset rum med pladsmangel. Stræb desuden mod at ’neutralisere’ din bolig ved at fjerne personlige ejendele, som kan distrahere potentielle køberes evne til at forestille sig dit hjem som deres hjem.

Førstehåndsindtrykket er som bekendt utroligt vigtigt, og med ofte overraskende få midler kan du fremhæve din boligs kvaliteteter og få din bolig til at appellere til både småbørnsfamilier, ældre par, singler og par uden børn. En rigtig god øvelse er derfor grundigt at overveje, hvordan boligen opleves af udefrakommende og herudfra bruge ressourcer på at optimere boligens værdi og udtryk.

Ro og rummelighed

Bolig og rum tager sig bedst ud, hvis det fremstår ryddeligt og luftigt – det virker større, lysere og mere indbydende – og købere får et bedre udgangspunkt for at kunne vurdere boligens muligheder set i forhold til deres ønsker og behov.

En ryddelig og velorganiseret bolig syner større og lysere. En rigtig god idé er derfor at rydde grundigt op – fra stue og soveværelse til køkken og badeværelse.
Det er desuden en god idé at få sorteret og organiseret på loft, i kælder og garage – du skal sandsynligvis alligevel gennem en oprydning ved flytning.

Sortér dine ting efter om de bruges ofte eller blot en sjælden gang imellem.
Overvej desuden hvilke ting du ønsker at vise frem, og hvilke du ønsker at gemme væk.

Skal din bolig vises frem? Så undervurder ikke værdien af en ren og velduftende bolig!

  • Vask persienner og gardiner
  • Puds vinduer
  • Fjern hundeskål og kurv
  • Fjern spindelvæv
  • Fej brændeovn
  • Overbrus planter
  • Fjern kalk på badeværelset
  • Vask badeforhæng

Et godt tip: Stil spørgsmålene - Opleves mit hjem lyst eller mørkt? Trangt eller rummeligt? Organiseret eller rodet? Velholdt eller trængende til en kærlig hånd?

Giv din bolig liv

Den bedste lyskilde er dagslyset – så lad dagslyset strømme igennem din bolig ved at rengøre alle vinduer inde og ude, udskifte/fjerne tunge gardiner og persienner, fjerne ting, som blokker lyset ude og åbne alle døre i boligen, så lyset får frit spil. Assistér dagslyset med masser af lamper og levende lys, som skaber hygge og atmosfære – og fremhæver de bedste æstetiske kvaliteter i rummet, liver farver op og skaber rummelighed. Lad dig inspirere af disse lyse idéer til at understrege din boligs kvaliteter.

Hyggelig udendørsbelysning

Sælger du i vinterhalvåret, har du mulighed for at skabe masser af stemning omkring din bolig med brug af udendørs belysning. Mulighederne for at være kreativ er utallige: Sæt fx lyskæder i træerne, dekorér med flotte stormlygter, put fyrfadslys i syltetøjsglas eller gamle urtepotter eller hæng flagermuslygter på en krog på husmuren.

Tips til udebelysning:

  • Spotlights på huset har en god visuel effekt og får huset til at syne større, varmt og hyggeligt
  • En flot oplyst hoveddør ser flot ud og byder velkommen – prøv evt. at supplere med storm- blus eller et fad med levende lys
  • Tænk på at placere dit Til Salg skilt, hvor der er lys, så du også i aftentimerne kan fange køberes opmærksomhed

Tips til indebelysning

  • Mørke vægge og lofter gør rum mindre og er svære at lyse op – mal derfor i lyse farver, som reflekterer lyset
  • Hæng et stort spejl op i nærheden af en lyskilde. Spejlet vil sprede lyset – og give fornemmelsen af mere plads
  • Brug en væglampe til at få væggen til at syne bredere og større
  • Placér 5-8 lyskilder i hvert rum – Leg med alle forskellige former for lys: Dekorativt lys, indirekte lys, spotlys, bordlamper, opad-rettet lys, nedadrettet lys osv.
  • Er det gråvejr, så tænd masser af stearinlys og tænd op i pejs eller brændeovn
  • Ved en fremvisning: Tænd al lys – også i dagslys

Atmosfære og hygge

Du kan med fordel være kreativ med brugen af naturmaterialer som skind, pels, silke, træ og uld, dæmpet behagelig musik, duftende farverige blomster og krydderurter, kulørte frugter og grøntsager, levende lys og ild i pejsen – alt sammen elementer, som skaber en varm og hyggelig atmosfære og taler til folks sanser. Med andre ord sanselige elementer, som er med til at gøre dit hjem venligt og indbydende – og uimodståeligt for købere.

Udnyt grønne områder

  • Lokalisér hvor der er sol, læ og skygge og indret haven i forhold hertil
  • Indret hyggerum i haven og på terrassen – gør det behageligt og stemningsfuldt med fx havemøbler, puder, grill og brænde
  • Har du et smukt træ i haven, så hæng en gynge eller en hængekøje i træet. Ved vintertid kan du sætte prikken over i’et med en en lyskæde
  • Træk haven tættere på huset med små buketter, duftende blomster og krydderurter i potter
  • Skab ekstra stemning med udendørs stearinlys og ild i bådfad
  • Er haven meget eksponeret mod en vej eller for vinden, så skab en hyggelig lækrog med et træhegn og dekorér med potter og grønt
 

Et godt tip: Er du heldig at have en altan, så vis køber hvordan man kan indrette den funktionelt og hyggeligt med et lille spiseområde, kulørte blomster, en gril og måske en lille sandkasse.

Artikler i serien

Billede

Indretning

Billede

Småreparationer